Menu

U15 fik smæk i Vinding efter 3 tåbelige straffespark

image Christian Sinning spillede en godkendt 2. halvleg og scorede en enkelt gang
Bjarke Holm Jensen
22. april 2017 kl. 19:09
Det der længe lignede en jævnbyrdig affære endte med stort nederlag på 8-3 efter 1-1 ved pausen

F'ernes U15-1 hold spillede lørdag eftermiddag på udebane imod Vinding.  Hjemmeholdet kom bedst fra start og bragte sig hurtigt foran 1-0, men efter 20 minutter udlignede Said Barrow på et flot pladseret frispark. Derefter var det f'erne der var farligst og burde have bragt sig foran, men 5 minutter før pausen pådrog Mile Konstantin sig et dumt gult kort og derfra skiftede kampen stille og roligt karakter. Stillingen 1-1 holdt til pausen, men derefter overtog Vinding mere og mere af spillet. Det hele kulminerede da Mahdi Hassan begik straffespark 10 minutter efter pausen. Han var måske -lidt- undskyldt af at modstanderen var i færd med at bringe sig fri til afslutning. Undskyldninger var der til gengæld ingen af da både Mile Konstantin og derefter Henri Margarjan begik 2 nye straffespark ved helt umotiveret at nedlægge en modstander i feltet. Da hjalp det ikke meget at de 2 indskiftere Christian Sinning og Muhsin Scott fik reduceret i den anden ende af banen for da var kampen for længst afgjort og det der længe lignede en jævnbyrdig affære endte med et stort nederlag på 8-3.

Holdet spiller næste gang på søndag d. 30. april i Madsby kl 12-15 imod Vejle Kam. 

Luk