To x trænerskift hos herresenior
Med en måneds tid tilbage i kampkalenderen har seniorafdelingen været nødt til rokere lidt rundt på trænerposterne. Vores 2.holdstræner, Ulrik (Ulli Höeness) Hansen, har valgt at stoppe øjeblikkeligt, da tiden og lysten til at være en del af seniorafdelingen ikke er til stede længere. "Ulli har gjort et kæmpe stykke arbejde i gennem de sidste 3 år i seniorafdelingen, og vi er helt sikre på, at han igen vender tilbage til klubben i en eller anden funktion enten i ungdom eller hos senior" udtaler seniorformand Peter Larsen. "Der skal i hvert fald lyde en kæmpe tak til Ulli, for den store indsats han har ydet i Madsby", fortsætter seniorformanden.
I går fik spillerne i seniorafdelingen besked, og de kan glæde sig over, at de er i de absolut bedste hænder, da det er Peter Larsen, der står i spidsen for klubbens 2.hold sæsonen ud. "Peter kender klubben ud og ind, spillerne er trygge ved ham og sammen med Niller skal de nok sørge for et godt træningsmiljø", udtaler Søren Thalund på bestyrelsens vegne - "Derudover har Peter jo i sin tid som træner for 3.holdet vist sig som et ualmindeligt stort trænertalent, som vi glæder os til at følge i fremtiden", fortsætter Søren Thalund.
Den ledige plads som træner for 3.holdet, overtager de to klubfolk, Claus Erdmann og Dennis Kappel, sæsonen ud, og de vil enten skiftevis eller sammen stå for træning og kamp. Hele seniorafdelingen træner videre hver tirsdag og torsdag kl.18.30.