JS fik 1-0 sejr i sæsonpremieren
Aftenens JS kamp i Madsby var tæt-på historisk for med en sejr over Vejle Boldklub fik f'erne endegyldigt lagt et gruopvækkende forår bag sig. Samtidig var det første pointgivende sejr til klubbens 1. hold i 10 måneder. Forrige sejr ligger tilbage i oktober 2017 på udebane imod B1913.
Sejren blev skabt på nådesløs fight og bare glimtvise fodboldkvaliteter på bolden. VB startede stærkt ud med hurtig boldomgang og direkte spil, men uden at skabe åbne chancer og efter 15-20 minutter fik f'erne stille og rolig arbejdet sig ind i kampen. Dog uden for alvor at true VB's mål og f'erne var simpelthen for usikre i kombinationsspillet til for alvor at slå mønt af den større spilandel. Efter den halve time udbryder en tilskuer fra Vejle: "F'ernes højre kant har slet ikke haft bolden endnu". Al overdrivelse fremmer forståelsen og det illustrerede meget godt hjemmeholdets problem. Man var simpelthen ikke robust nok i sin boldomgang til at turde spille i banens bredde og var derfor konstant presset. Til gengæld udgjorde angrebsduoen med Mads Isaksen og Frederik Skadholm en stadig trussel de gange spillet nåede frem på banen. Men 1. halvleg sluttede 0-0.
2. halvlegs indledning startede også med overvægt i spillet til VB, men det blev stadig tydeligere at de ikke formåede at omsætte spillet til chancer og midt i halvlegen havde f'erne sin bedste periode med flere optræk til chancer inden Frederik Skadholm scorede kampens eneste mål efter hjørnespark i det 68. minut. I minutterne efter burde f'erne have lukket kampen hvor både Nikolaj Frandsen og Mads Isaksen var alene igennem med målmanden uden at få scoret. Derefter sad Vejle på spillet men trods dette formåede de først ind i overtiden at få åbne chancer. 2 gange var der kaos-bold hvor hjemmeholdet kæmpede desperat i målfeltet for at få bolden ud. Men de holdt stand og kunne sætte 3 gode points på kontoen allerede i 1. forsøg.
JS spiller på hjemmebane igen førstkommende lørdag kl 13.30 imod Hatting Torsted.