Konstruktiv dialog omkring å-banen
Kære medlem af FfF
Som de fleste af jer allerede ved, har vi i dag fredag holdt første møde med Fredericia Kommune i forbindelse med det politiske ønske om en daginstitution i Madsby. Kommunen deltog både med repræsentant fra Kultur & Fritid, Teknik & Miljø og Dagtilbud.
Vi står tilbage med opfattelsen af et konstruktivt møde, hvor kommunen udtrykte forståelse for de udfordringer placeringen på å-banen ville medføre.
Der er enighed med kommunen om, at placeringen ikke er endelig, men at der også undersøges andre alternativer, som både løser vores udfordringer og kommunens ønsker. Vi har budt ind med forslag, som er forenelige med vores hverdag og som kommunen også kunne se potentiale i. Forslag som Ejendomsafdelingen vil arbejde videre med frem mod næste møde.
Der er allerede aftalt næste møde og vi ser stadig positivt på, at der kan findes en løsning for alle parter.
Med sportslig hilsen
Bestyrelsen FfF